<Macro: (,)>

Ansøgninger til Facilitetspuljen 2023 - 2. runde

13. apr 2023, 14:19

Alle foreninger, privatpersoner og andre interesserede kan nu søge midler til nye og spændende fritidsfaciliteter.

Sæt jer til tasterne og send os jeres bedste og nytænkende idéer til nye fritidsfaciliteter i Allerød Kommune!

Ansøgningsfristen er d. 30. juni

Hvem kan søge?
Puljen kan søges af alle foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper (privat personer) hjemmehørende i Allerød Kommune.

Hvad kan der søges til?
Puljen kan søges til medfinansiering af nye kultur- fritids- og idrætsfaciliteter. Der kan ansøges om medfinansiering på maksimalt 50 % af den samlede etableringsudgift.

Hvad med drift og vedligeholdelse af faciliteterne?
Allerød Kommune afholder ikke udgifter til drift og vedligeholdelse af de kommende nye faciliteter. Det er ansøgers ansvar at afholde eventuelle drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Ansøgning skal derfor have sikret sig at alle drifts- og vedligeholdelsesudgifterne kan afholdes fremadrettet.

Hvordan søger man?
Inden indsendelse af ansøgning, er der en række forhold, som er gode at have styr på:

  • Formulér en kort og præcis beskrivelse af projektet, hvor det tydeligt fremgår hvad fordelene ved projektet er. Herunder budget og en overordnet tidsplan for projektet. Areal og/eller bygning hvor projektet ønskes realiseret skal beskrives og eventuelle udgifter til rådgivning og myndighedsbehandling bør indgå i budgettet.  
  • Beskriv hvordan projektet bidrager til indfrielse af byrådets Vision 2031 og Allerød Kommunes Politik for Kultur, Idræt og Fritid.
  • Sørg for at der er opbakning i foreningen/aftenskolens bestyrelse til projektet. Hvis faciliteten placeres på et anlæg, hvor der er et brugerråd, skal brugerrådets accept indhentes.
  • Afklar hvordan eventuelle udgifter til drift og vedligeholdelse skal afholdes fremadrettet.

Ansøgningen sker via dette online ansøgningsskema.

Eventuelt supplerende materiale (kortbilag, billeder mv.) skal fremsendes til booking@alleroed.dk

Hvad sker der, når ansøgningen er indsendt?
Ansøger vil modtage kvittering for modtagelse af ansøgning pr. mail eller telefon. Forvaltningen vil i ansøgningsperioden løbende gennemgå de indkomne ansøgninger og kontakte ansøger for eventuel supplerende information. Den 14. marts behandler folkeoplysningsudvalget alle ansøgninger og anbefaler, hvilke projekter, der bør støttes til Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget. Den 8. april vil Kultur-, Idræts- og Idrætsudvalget (KIFU) behandle folkeoplysningsudvalget indstilling og beslutte, hvilke projekter der skal støttes.  

Efter et projekt har opnået støtte
Hvis jeres projekt opnår støtte, vil I i marts og april have mulighed for sparring om realisering af projektet, for at sikre den bedst mulige opstart.

I har som ansøger det fulde ansvar for realisering, herunder ansvaret for at indhente eventuelle myndighedstilladelser (byggetilladelse og evt. øvrige tilladelser). Allerød Kommune kan ikke fremskynde behandling af eventuel ansøgning om myndighedstilladelse. Behandlingen følger de gældende frister og gebyrer.    

Ved ønske om placering af facilitet på kommunalt areal og/eller i en kommunal bygning skal der indgås en drift- og brugsaftale med Allerød Kommune. Aftalen indgås mellem Allerød Kommune og én anden part (én forening, aftenskole eller privat person) og skal være underskrevet inden realisering.

I 2022 blev facilitetspuljen uddelt som følger:

  • Allerød Tennisklub fik tildelt tilskud til padeltennisbane
  • Blovstrød Tennisklub fik tildelt tilskud til etablering af lys på tennisbaner
  • Allerød Disc Golf Klub fik tildelt tilskud til etablering af disc golf bane
  • Foreningen Skulpturparken fik tildelt tilskud til informationsstandere og –materiale.
  • Allerød Fodbold Klub fik tildelt tilskud til Teqballbord.
  • Allerød Karate Dojo fik tildelt tilskud til udendørs træningsstativ
  • DDS 1. Lillerød fik tildelt tilskud til bålhytte

Har du spørgsmål til ovenstående kan Idræt & Folkeoplysning kontaktes på booking@alleroed.dk

Læs mere om baggrunden for Facilitetspuljen her.